Energinet og TREFOR Elnet Øst tager nu næste skridt mod at koble Bornholm på Energiø Bornholm. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har godkendt det projekt, der skal gøre det muligt for Bornholm at få del i den grønne strøm, der produceres af kommende havvindmøller syd for Bornholm via energiøen.
Godkendelsen følger den politiske aftale om Energiø Bornholm fra februar 2026, hvor det blev besluttet, at Bornholms elnet skal kunne tilsluttes energiøens elinfrastruktur.
Energinet og TREFOR Elnet Øst samarbejder om at forberede henholdsvis transmissions- og distributionsnettet på den kommende løsning.
Godkendelsen er en vigtig milepæl, fordi den giver os mulighed for at fortsætte arbejdet med at koble Bornholms elnet til Energiø Bornholm. Vores analyser viser, at løsningen både er teknisk mulig og kan bidrage til en robust elforsyning siger Klaus Winther, Vice President for Systemdrift i Energinet
Energiø Bornholm kan blive et markant løft af Bornholms fremtidige elforsyning. For TREFOR Elnet Øst er opgaven at sikre, at distributionsnettet udvikles i takt med den nye energiinfrastruktur, så Bornholm får en robust og langsigtet løsning. At staten samtidig bidrager til investeringerne i distributionsnettet, er et vigtigt element i en samlet og økonomisk ansvarlig løsning for Bornholm siger Per Sørensen, Elforsyningsdirektør, TREFOR Elnet Øst
Skal sikre Bornholms fremtidige elforsyning
I dag forsynes Bornholm primært via et elkabel til Sverige, som har en forventet levetid frem til 2035. Samtidig forventes behovet for strøm på Bornholm at vokse i de kommende år som følge af elektrificering, grøn omstilling og nye muligheder for erhvervsudvikling.
I dag er Bornholms maksimale elforbrug omkring 50 MW. Den nuværende forbindelse til Sverige kan levere cirka samme kapacitet, som inden for det kommende år forventes øget til 57 MW gennem tekniske forbedringer af forbindelsen.
Tilkoblingen af det bornholmske elnet til energiøen bygger på de analyser og den business case, der blev udarbejdet i 2024 med udgangspunkt i et forventet lokalt behov på op til 200 MW på Bornholm. Siden da har TREFOR Elnet Øst opdateret sine prognoser, som peger på et endnu højere fremtidigt behov. De nye prognoser indgår i det videre arbejde mellem TREFOR Elnet Øst og Energinet med at sikre Bornholms fremtidige elforsyning.
At koble et relativt lille forbrugsområde som Bornholm til en meget stor produktionsenhed som Energiø Bornholm er ikke gjort før. Derfor har Energinet i tæt samarbejde med leverandøren udviklet en teknisk løsning, der skal sikre, at elnettet på Bornholm fortsat kan drives sikkert og stabilt inden for de tekniske rammer, så forsyningssikkerheden opretholdes.
Statslig finansiering skal holde regningen nede
I den politiske aftale om Energiø Bornholm fra februar 2026 er der afsat op til 330 mio. kr. i statslig finansiering til de investeringer, der er nødvendige i Bornholms distributionsnet. Midlerne skal være med til at gøre tilkoblingen mulig og begrænse, hvor meget de bornholmske elforbrugere skal betale gennem lokale nettariffer.
For TREFOR Elnet Øst vil investeringerne bidrage til at forberede og styrke distributionsnettet på Bornholm, mens Energinet etablerer de transmissionsanlæg, der skal forbinde Bornholm med Energiø Bornholm.
Energinet og TREFOR Elnet Øst er i tæt dialog om den videre proces og de nødvendige forberedelser frem mod realiseringen af løsningen.
Næste skridt
Projektet omfatter blandt andet installation af tre nye transformere og tilhørende anlæg, som etableres som en del af Energiø Bornholms elinfrastruktur. Energinet arbejder nu videre med myndighedsprocesser, rettighedserhvervelser og øvrige forberedelser frem mod anlægsarbejderne, som forventes at begynde i 2027. Parallelt hermed fortsætter TREFOR Elnet Øst arbejdet med planlægning og forberedelse af de nødvendige investeringer i distributionsnettet på Bornholm.
