JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK, lyder teksten på armbåndet, som kan hentes gratis hos samaritterne på festivalpladsen.
Et spørgsmål om liv og død
Et lavt blodsukker kan være livstruende og misforstås ofte som beruselse. Diabetesforeningens og Alm. Brands armbånd fortæller helt konkret, hvordan sådan en situation skal håndteres og skaber dermed større tryghed for de mange mennesker, der kommer på en festival – med eller uden diabetes. Det kan være forskellen på liv eller død at vide, hvad man skal gøre, hvis et menneske med diabetes virker konfus og måske ender med at besvime på grund af lavt blodsukker, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Vi er stolte af samarbejdet med Diabetesforeningen om et festivalarmbånd, der tydeligt viser, at bæreren har diabetes. Armbåndet er en enkel løsning, men har potentiale til at redde liv. Som samarbejdspartner vil vi gerne være med til at sikre, at mennesker med diabetes bliver mødt med forståelse, også når de er til festival og en del af sommerens store fællesskaber, siger Kim Bai Wadstrøm, koncerndirektør, Privat, i Alm. Brand.I Bornholms Kommune lever cirka 3.000 mennesker med type 2-diabetes. Der findes ikke kommunale tal for mennesker med type 1-diabetes, men i Region Hovedstaden er der godt 9.800.
